Gode farver og håndspundet garn

Her hækles der de sjoveste sager. Nu er det et par græskar, som fandt vej fra garnkurven henover min hæklenål og til vindueskarmen.
De er hæklet i hhv. Arctic og Hjertegarns tynde bomuld. Det kan da ikke blive mere efterårsagtigt, -vel?

Et par uldne grøntsager ...

Herudover blev det for mit vedkommende tid til lidt hygge, og lidt historisk research: - en slags genoplivning af det der i gamle dage kaldtes "Aftensædet", som ifølge kalenderen begyndte hvert år på Mikkelsdag d. 29. september. Her var det meningen, at man påbegyndte det arbejde, man kunne udføre indendørs i efterårs- og vinterperioden. Jeg har med andre ord været ved at muntre mig igennem mit mere eller mindre biblioteksagtige hyldesortiment af bøger. Og jeg fandt en del oplysninger i: "Landbokvinden. - Rok og kærne. Grovbrød og vadmel" af Ole Højrup.  

For eksempel, når fårene på et mindre husmandsbrug kom på stald, blev de klippet, nogle steder både forår og efterår og ulden blev grovsorteret. Derefter blev der iværksat en såkaldt grovkartning, som små børn ofte blev sat til. Efter denne proces blev ulden kartet fint, og opbevaret i en "towkurv" som madmoderen havde ved siden af rokken i stuen. Prøv lige at lukke øjnene, og forestil dig et lerstampet gulv i en lille tusmørkelagt stue, hvor lyset glimter lidt fra en kamin eller en mindre brændeovn, og hvor duften af nykartet, lanolinholdig uld kan fornemmes...

Næst efter uldens første forarbejdning gjaldt det nu om at få noget ud af den værdifulde fiber. Det var ikke af lyst og interesse man benyttede sig af ulden, men af nødvendighed og fordi den havde mange værdifulde egenskaber. Såvel sundhedsmæssige som økonomiske.

Generelt krævede det stor øvelse at spinde en fin, jævn og gerne tynd tråd af den forarbejdede uld. Og den opgave var i høj grad hele året rundt overladt til enten afægtskonen ,som ikke deltog i gårdens fysisk krævende arbejder mere, eller gårdens øvrige kvinder, hvis det var en gård af pæn størrelse.

- Jeg fandt dog videre ud af, at spindingen hørte vintertiden til. Men at aftægtskonen havde muligheden for at sidde ved sin spinderok både sommer og vinter. Derimod måtte madmoderen benytte sig af vinterhalvåret, og de unge kvinder var forpligtet til at arbejde for madmoderen til sengetid i fem af ugens aftener. Lørdag aften var nogle steder helligaftener, og her måtte pigerne arbejde med deres egen uld, eller andre opgaver. Om søndagen måtte man ikke spinde, men om det har noget med religøs overbevisning at gøre melder Højrup ikke om. Men som ung pige, var det ikke nemt at få tid til sit eget, og da slet ikke hvis man var sat i arbejde. Dog var det mest det personlige udstyr der blev arbejdet på. Altså til når man selv blev gift. Det var ifølge kalenderen slut med aftensædet ind i marts måned, Gregorius dag d.12. marts.    

Jeg forsøgte mig også ved spinderokken, for netop at behandle min håndkartede uld på behørig begynder-vis. Det foregik jævnt, og ujævnt som fotoet ubamhjertigt afslører. Men det første uld man spinder er altid unikt, og kan ikke spindes på nøjagtig samme måde igen, som en fra Spindeforeningen betroede mig via Instagram.

  

Bagefter blev dagen forsødet med et glas og en travetur i det fri. Og hermed ønskes I godaften, så jeg kan spinde videre...