Det bliver ved det stille blå..

Aahh, påskeferie. En dejlig, langsommelig, eftertænksom, friskluftsbaseret ferie med strikketid. Jeg er så glad for den lille håndfuld helligdage vi har nu. Jeg nyder det i fulde drag. Bare sidde hjemme i mit drivhus, i en hyggekrog, og lade maskerne løbe afsted over pindene.



Montering er der ikke meget af. Jeg strikker små klude, igen, i et simpelt mønster. I Mayflowers gode bomuldsgarn. The one and only. Jeg får to firkantede stykker ud af et nøgle garn, fordi løbelængden hedder 170m pr. 50 g. Og da jeg strikker på pind 3.5, giver det en blød, svampet klud. Tja, man kunne  jo også montere dem sammen til firkantede gæstehåndklæder, et slumretæppe til havemøblerne, eller bruge dem som gave, til én der giver kaffe lige om lidt?

Forrige lørdag blev benyttet til en tur til Ry, hvor der var fiberfest. Jeg havde glædet mig til at se, hvilke stande der var repræsenteret, og jeg blev bestemt ikke skuffet, for der var rigeligt. Flere damer havde fundet vej til Ry, kunne man se, og der var stort set ikke en parkeringsplads at få, medmindre man kørte lidt rundt efter den. (- når man nu ikke var kendt i byen.)  

Jeg fik udset mig et sæt af keramikeren Birthe Sahl's fine stjerneøreringe:


Endnu en fin mørkeblå farve til min samling. Jeg kan godt lide den blå farve, jeg strikker ofte i blåt, og jeg befinder mig godt i selskab med blå dimser. He He.

Næstefter en håndfuld nisser og trolde i ler, og Tønderings stand, (farligt sted at gå forbi), kom jeg forbi en stand, Helles Design, hvor jeg fandt et lækkert halsrør, strikket op i silke og bomuld.



- Det har stort set hængt om halsen på mig lige siden. Jeg er vild med lukketøjet, som muligvis er lavet af bassinfolie, eller en anden form for gummi, tilsat designerens egen knap. Helle solgte selv knapperne på sin stand, i form af brocher m.m. Og der var en del færdigstrik til salg.

Slutteligt har jeg fået påbegyndt et længerevarende projekt med garn fra lageret. En kjole fra Hendes Verden i blå striber. Jeg strikker den op i garnudsalgs kvaliteter. Blackhill Silkwool, som jeg afprøver for første gang. Garnet er sprødt og jævnt spundet. Og ud af 100 g.'s nøgler skal der ikke meget til før der er til overdelen af en kjole. Dette projekt blev mit påskeæg, dog er det lagergarn og en gammel opskrift fra Hendes verden nr. 3 i år, så det er ikke en ny investering oven i turen fra Ry. ;-)


I øvrigt kan jeg se, at kjolen er kraftigt inspireret af Bente Geils Velfærdsmodel. Den minder en del  om Bentes design, men der er nok en anden teknik der. Hav en god påske, nu vil jeg en tur ud i haven og lede efter flere forårstegn. Måske bliver der iværksat en omgang havearbejde.





Kommentarer

  1. Karklude kan man aldrig få for mange af, og så er de gode som værtinde gave. Mine veninder elsker sådan en stak i stedet for blomster.
    Jeg er spændt på at se din kjole - Jeg kender ikke modellen, men det er nogle dejlige farver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, jeg er selv spændt på resultatet.

      Slet
  2. Hei, så fine øreringer du fikk kjøpt på Fiberfesten . I motsetning til meg, elsker du blått. Jeg bruker ikke blått i det hele tatt, untagen jeans. Jeg går for de varme fargene stedet. Godt vi er forskjellige :)
    Kluter får man alltids brukt for. Eller så er det jo supre gaver.
    Jeg strikker ankelsokker nå, men har noen bunter Bomullsgarn liggende...hm, kanskje jeg skulle?
    Fortsatt god påske, selv på tampen av den.

    SvarSlet
  3. Det er så praktisk med klude og de er så dejlige i brug. Rigtig god fornøjelse med forår i haven, det er så skønt solskinsvejr i dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, jeg nyder at udnytte den sidste solstråle i drivhuset.

      Slet
  4. Det er skønt med små overskuelige projekter. Jeg strikker Pulsvarmere, når jeg skal hvile hjernen.
    Jeg nåede desværre ikke til fiberfest - må gøre det næste år.

    Jeg er sikker på at kjolen bliver flot.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er dejligt med de små ting som giver et hurtigt færdigt resultat. Mange tak for din kommentar

      Slet
  5. Skønt med små projekter mellem de større:-) Dejlige køb du har taget med hjem fra Ry.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de små overspringsstrikkehandlinger er gode afbræk. Jeg bliver mere og mere glad for den udflugt til Ry, det er som en start på foråret. ☺️

      Slet
  6. Dejligt med projekter, hvor man bare kan nyde processen. Og selve gentagelsen kan være ren meditation :-) Birthes stjerner har jeg jo gået med i mange år og jeg bruger stort set aldrig andet - så håber, du bliver ligeså glad for dine :-)

    SvarSlet
  7. Ja, de hjælper med at fundere over tilværelsen, de karklude. Jeg er rigtig glad for stjernerne. :-)

    SvarSlet

Send en kommentar