"Heja-heja!" -hvor det går. Nye pinde til påske.

En håndfuld påskestrik er kommet af pindene, og monteret med lynets hast. Blandt andet denne uldne, vamsede sag:


En dejlig model Truls, fra bogen "Kærlighed på pinde" af Lene Holme Samsøe, strikket færdig, vasket og monteret. Jeg har fulgt opskriften og strikket i Alpakka-Ull fra Sandnesgarn. Modtageren blev godt tilfreds. - Og jeg fik et meget tiltrængt påskeæg..

En irriterende omstændighed, og risikoen for at udvikle nikkelallergi, gjorde sit til mit stålholdige påskeæg. Jeg har investeret i et sæt strikkepinde i rustfrit stål fra kinesiske HiyaHiya.

Der gik nemlig en rum tid med lidt afskallet hud imellem fingrene, tørre hænder og pludselig opstået kløe på enkelte fingre. Jeg tog ingen chancer, og satte alle min Addi-click og Addi-turbo pinde i karantæne. Addi skilter nemlig med at alle deres "tips" er nikkelbelagte for en glattere overflade, også Addi turbo pindene. At de så har en grænseværdi rent indholdsmæssigt, som sikkert er tilladt på produktionsplan, gør det ikke bedre for mit vedkommende, så jeg er stoppet med at benytte dem. Jeg ved at enkelte personer i blogland har testet flere strikkepinde positive for nikkel, men jeg vil selv tage et par pinde med i kemi-lokalet engang og teste dem. I mellemtiden kunne jeg så afprøve det nye sæt, HiyaHiya sharp i str. Small, som jeg bestilte fra Woolstack i Cheltenham.


Og lad mig straks understrege at jeg er meget begejstret. Pindene er muligvis hule, og meget lette. Stålet er ikke spejlblankt, sølvskinnende ligesom alle andre nikkelbelagte strikkepinde. Men her får du en mat overflade, lidt som børstet stål, der glider udmærket under maskerne. Pinden varmes fint op, og du har et godt greb om pindene, som hverken er for lange eller korte, selv om det er et small sæt. Spidsen er direkte "mordvåbensagtig" og man lærer hurtigt at holde løst om pindene og lade spidserne gøre arbejdet. De er perfekte til lace-strik, men jeg bruger dem også til tykkere garner, og jeg har ikke oplevet, at de splitter tråden på andre grovere garner.


Wiren er blå og drejer i leddet mellem kabel og stålgevind. Så wiren får ikke knæk. En fordel, hvis man benytter magic-loop teknikken. Overgangen mellem kabel og pind er sublim. Der er intet som hænger i her. Heller ikke silkmohair, eller alpaca 1.


Jeg har forsøgt at sammenligne spidser.  Til venstre Addi-click rocket, til højre HiyaHiya. Begge pinde er str. 3.5 mm. Og begge spidser er spidse, men stålpinden er direkte farlig...


 Og en lille invitation til et gratis sokke-mønster på Ravelry fulgte med i pakken. Jeg kan slet  ikke få armene ned. Pindene er lækre, og jeg strikker stadig meget hurtigt med dem, hvis du spørger min mand. Han kan nemlig høre klik-lydene går stærkere siger han...


Alt i alt får man en del med sættet. Fem wirer, syv forskellige str. Pindespidser, to gummigreb og en nøgle til at stramme efter med. Og pindene laves i de kvarte størrelser, så strikkefastheden bliver knivskarp, hvis man har behov for det. Prisen er afgjort billigere i Storbrittanien, så det er værd at bestille nu, inden de er ude af EU, og der kommer told på varerne. Slutteligt er der etuiet. Et flot og praktisk sammenfoldeligt etui, i silke-brokade. Eneste minus er, at man aldrig kan vide sig sikker, hvilket mønster man får tilsendt, da etuierne varierer, og er håndsyede. Men det fylder ikke alverden i tasken, og der rigeligt med plads til flere pindespidser, og andre dimser, samt ekstra målebånd i lynlåslommen bag på etuiet. Så "HiyaHiya! ", nu går det for alvor stærkt.

Jeg har været udsat for en del fristelser til en strikkecafe, på Cafe Holmen, en dejlig restaurant/cafe ved lystbådehavnen i byen Nykøbing Mors. En lokal butik, Nikoline, medbragte resteposer til 50 kr stykket. Og se hvad jeg fandt!

 - Et strikkekit til en "Signe" fra Karen Noe. Jeg glæder mig til at få afprøvet Linea-hør-garnet på de nye pinde. Mønstret ligger vidst på Karen Noes hjemmeside, hvis nogen skulle være fristet. Det bliver min debut ud i løbemasker. Jeg kan næsten ikke vente med at slå op.



 Ja, der var poser nok til flere damer. Her har du mig, som står og roder betaget rundt i poserne med alle de fine tilbud. Billedet er tyv-stjålet fra Facebook, og hvis fotografen brokker sig: så husk lige at du IKKE spurgte personerne om lov, før du knipsede dit billede Hr.! (Det var der flere strikkere, som påpegede: Må man forvente at man bliver fotograferet i et offentligt rum?) Jeg er personligt ligeglad, blot det ikke krænker nogen. Så jeg fjerner naturligvis billedet på opfordring.


Efterfølgende blev der strikket på ærmerne på min hvirvelstrøm, ved hjemkomsten. Jeg afprøvede lige magic-loop teknikken. Det fungerede også fint med den lange wire.

Det var virkelig en hyggelig aften på  cafeen, og der var samlet flere strikkere til denne sidste strikkecafe inden sommerhalvåret. Næste gang kommer Marianne Isager på besøg og holder foredrag. Det er annonceret til en gang til september. Det glæder jeg mig til, så mon ikke der bliver fuldt hus?

- Hav en rigtig god påske.


Kommentarer

  1. Sikke en fin trøje ☺ Pindene kender jeg ikke, men skifter ml signature needle arts (absolutte yndlings metal), chia goo og tulip (bambus) - tror efterhånden alle producenter har drejeled i wiren - den ide blev hurtigt snuppet og efterabet. Det er godt du har fundet nogle nikkelfri, så din allergi ikke bliver værre. Du gjorde da et kup for den 50'er. En Linea hørbluse er noget af det lækreste. God påske ☺

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. Ja, jeg er sikker på ideen med de bevægelige wirer bliver kopieret af alverdens producenter. Jeg glæder mig til hørblusen er færdig, det garn er bare skønt.

      Slet
  2. Tak for en masse tanker og facts om pinde. Jeg strikker vist bare lidt med de som er ledige :-) men foretrækker bestemt Signature-pindene. Dine nye ser rigtig gode ud, og hvis du undgår nikkelallergi med dem, er det jo sådan det skal være. Dejlig hørbluse du skal strikke. Det garn er altså skønt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det. Hør, nu bliver jeg helt fristet af de der signature-pinde. Jeg har tyvstartet på hør-blusen i dag he he.

      Slet

Send en kommentar