Varme vanter - bløde som PUS

Så blev jeg et par bløde halvvanter rigere. De er strikket efter eget hoved, og jeg blev egentlig ret glad for dem, de er hurtigt taget i brug.


Vanterne er strikket i Pus fra Du Store Alpaka. Jeg har brugt lidt under et nøgle garn, og strikket på pind nr. 6. Garnkvaliteten er 100% alpakka, spundet som en form for kæde/kabel, så det holder faconen, og isolerer en del i vestenvinden. 

Så kom der alligevel noget godt ud af mit test-nøgle fra Oslo.

Her kommer opskriften, som jeg noterede hurtigt ned undervejs. (Jeg fralægger mig herfor alt ansvar for fejl og mangler, for jeg har skrevet ned, så jeg selv kan læse det. Med andre ord: Du må selv prøve dig frem.) Den er beregnet til at strikke, alt imens man prøver vanterne undervejs:

Pulsvarmere i perlestrik: 
30 m slås op på pind 6 og der strikkes 2r, 1vr på de næste 4-5cm ca. Eller efter behov til du kommer til det tynde sted på armen inden håndleddet. Maskerne reduceres til 27 m og der strikkes lige op til passende længde . Herefter strikkes 4 m sammen i starten/slutning af omg. Du er nu nået til håndens begyndelse, og  der fortsættes i perlestrik 1r,1vr omgangen rundt til hånden er den ønskede længde, inden tommel strikkes, Ca 4-5 cm høj . Herefter strikker du tommel blot ved at øge med 2 masker i start/slutningen og sætte 4 masker på en maskeholder. Hånden strikkes nu færdig i perlestrik. Saml tre masker op mod hånden, så du har i alt 7 masker til tommel, og tommel gøres færdig i perlestrik 1r,1vr. Opskriften gælder for pind 6, i garnkvaliteten Pus, fra Du Store Alpaka.

- Rigtig god fornøjelse.


Kommentarer

Send en kommentar