Der farves og flettes

En kreativ sensommer er på hæld. Jeg har farvet, flettet og strikket i vildskab. For når vejret er sporadisk sommervejr, tilsat en masse regn, må man smede imens jernet er varmt. Eller gryden så at sige...


En lille strikkekurv så dagens lys, og en omgang garn fik en ny nuance.


Normalt ville jeg aldrig have turdet at farve garn, som jeg i forvejen var tilfreds med. For hvis jeg nu kom til at filte det undervejs? Det var der ingen grund til, og slet ikke at ødelægge dyrt indkøbt uldgarn. Slet ikke med hverken syrefarver eller anden kemi, i min optik gennemgår ulden blot endnu en behandling, men det hører sig til, når man strikker at udforske nye områder. Så jeg valgte en mindre tidskrævende metode.

Undervejs fik jeg god inspiration fra Rebecca Desnos. Hun har udgivet et par skrifter om det at farve med planter, og jeg har tidligere læst en af hendes E-bøger. De kan findes og købes via Ravelry.

Jeg valgte at give mig i kast med farvning af garn med avocadoer. Selve processen er som følger:

Man koger, ikke spilkoger, skal og sten fra avocadoer i vand. Selve avocadoens sten indeholder tanniner, så der er begrænset behov for at bejdse garnet, jeg har ikke bejdset. Selve farveudtrækket står så og trækker i et par døgn, jo længere tid, desto bedre farve. 


 Jeg vandt mit garn op på fed, da det var en blanding af uld/bomuld, som jeg havde i nøgler.


Herefter kom farven i gryden igen, bemærk at der ikke er tændt for varmen endnu, og at alle sten og skaldele siede jeg fra først.  -Farven er flot, ikke?

 Garnet er gjort fugtigt i lunkent vand, Og lagt i gryden, med fedbånd flere steder. Herefter blev garnet varmet op, og fik lov at stå og trække farven. Herefter slukkede jeg for gryden, og garnet kølede af i farvebadet.


Garnet blev herefter skyllet i vand tilsat lidt eddike. Den sarte, lidt gammelrosa farve hang godt ved.
 
I fuld sol, blev det hængt til tørre i drivhuset. Garnet blev ikke blegere af den grund. Men der var meget garn til tørring.

Slutresultatet er til at forholde sig til. En dejlig rosa farve. 

Undervejs fik jeg afsluttet et par mindre strikkeprojekter til en lille ny i familien, og påbegyndt en rigtig islandsk sweater, Den kan findes her. Skógafjall, hedder mønstret, og jeg har valgt at strikke den i grønne efterårsfarver:  

Jeg er ovenud begejstret for det islandske garn, og må straks have fat i mere Lettlopi, når lejligheden byder sig. Det har helt fantastiske egenskaber, let og varmt på samme tid. Jeg vender stærkt tilbage med flere billeder af min egen version af Sweateren når den er fotoklar.

Et par hæklede margueritter faldt også af nålen i august måned. De pynter nu på min grønne kjole:



Til en forandring, har jeg fundet mig en lille solrig plet i haven, med fødderne oppe, og en sværm af admiraler om ørene, fortsætter jeg med gavestrikkerier til den lille ny niece, som vi her i familien er blevet begavet med.

- Fortsat god fredag.

Kommentarer

  1. Sikken fin lille kurv :-) Og det er da den dejligste rosa farve på det garn, jeg ville nok ha forventet noget mere krads ud fra billederne i gryden :-)

    SvarSlet

Send en kommentar