- Og så lige en “Knit-a-long on the side, please.”




Der er travlhed på pindene

Igennem forår og sommer har jeg haft flere projekter gennem strikkekurven, end jeg har nået at registrere her. Mest på grund af min instagramkonto, som jeg benytter mig af som et middel til at huske lidt af hvert, hvad angår strik. Der er blevet strikket blade og Bella’er og Ella’er og et par huer, plus en Coraltop, som forsvandt videre i sommerbilledet. Derudover fik jeg næsten færdiggjort blonden på mit Herningsjal fra ÅLJ-bogen, men så kom varmen for alvor, og der blev sat masker op til endnu en top i Helga Isager-design, i tyndt hørgarn. Herligt med en sommer, hvor man rent faktisk kunne nå at bruge de der tynde, lette toppe, inden det blev sjaskregnvejr.

Indehaver af Danmarks mindste garnbutik på Mors
Og så gik det ellers over stok og sten. I August åbnede jeg nok Danmarks mindste garnbutik. “Frk. Krämers Garn.” Og så siger jeg ikke mere. - Du kan evt. Besøge siden via Facebook, eller søge på mig på Instagram. Jeg er ikke så svær at finde, og der holdes åbent efter aftale, hvis du kommer langvejs fra som fx. Nr. Halne, Silkeborg eller Helsingør. (Jo, jeg har kunder de nævnte steder. Folk kører langt efter plantefarvet garn.)
- Jeg har slået mig op på lidt økologisk sommeruld fra Camarose, og så al den uld jeg selv kan plantefarve fra Henrichsens uldspinderi i Skive.

Men jeg strikker stadig som en gal!
Derfor har mine pinde været udsat for enorm belastning. Faktisk er min pind nr 3mm. Fra knitpro’s ellers udmærkede sortiment, gået hen og knækket. Lige det mest irriterende sted ved metal-møder-træ-hvor-der-ingen-garanti-dækker-for-det-er-almindelig-slitage-stedet. Altså! - Så er det godt jeg har et sæt HiyaHiya pinde, og hvis de bliver optaget, så har jeg en mindre samling af bambuspinde fra KA eller Seeknit, hvor wiren ikke knækker, pga. Drejeled.

Og pindene bliver jævnligt brugt, nu hvor vejret er til modeller som Susie Haumanns “Islænder” eller Helga Isagers “Birk” (børnesweateren fra The Little Nordic Collection.” På voksenfronten er jeg udfordret af “Birch” som er den kimonolignende cardigan, Helga Isager designede til bogen “The Artisan.” - Jeg bliver ALDRIG færdig med Ebony, en lille fin cardigan fra samme bog, og gik derfor videre til Birch, som dog krævede en del starthjælp...

 Men skam få den som giver op! Så jeg udsendte et nødråb til et par Birch-strikkende sjæle på Instagram, og der var en del tilbagemeldinger, med tips til opskriften. I og for sig er der sikkert ikke noget galt med opskriften, men måden den er skrevet på, gør den forvirrende, idet man godt kan misforstå nøjagtigt hvad man skal gøre samtidig med hvad, og hvilke manøvrer der så skal gøres efterfølgende. Måske en slags stregtegning af modellen med nr. 1 pil 2 pil 3 retningspil, a la Marte Helgetun kunne gøre det? Der er flere brokkerier over opskriften online, men resultatet bliver himmelsk i Isagers Silk Mohair og en tråd Spinni. Jeg blev fristet over evne, og strikker troskyldigt videre. Der er et eller andet magisk ved en Isager-model.

Og så lige en #riddariknitalong
Jeg er også dykket ned i en “Sidedish” af de nemmere. En KAL (Knit-a-long som man siger ) på Instagram, der bliver afholdt af fru Kammebornia, i samarbejde med Järbo garn. I denne KAL er der en gratis opskrift på den islandske klassiker Riddari, du kan finde den på Järbo garns blog, hvor der er et direkte link til download af opskriften på norsk, svensk eller engelsk. Jeg faldt tilfældigvis over @kammebornia på Instagram, da jeg søgte efter varianter af en Riddari, som jeg sjovt nok lige havde fundet garn frem til. Jeg manglede bare inspiration til farverne. Og nu: en Win-win situation. Nu blev det muligt at strikke en islænder “sammen” med andre. Det er lidt sjovt at følge med i en flok virtuelle sweatre, samtidig med min egen bliver til. Derfor.

Andet er der ikke at sige til det. Jeg får brugt lagergarn, det går ekstremt hurtigt på pind 4-4.5 mm  og jeg får lov at strikke som en gal på endnu en trøje, som jeg ved jeg kommer til at slide op på ryggen af min lille sorte islænderhoppe. De trøjer er nemlig perfekte som yderste lag på en lille tur på hesteryg. - Var der nogen der sagde julegavestrik? Ikke endnu! Jeg sætter min lid til November måned. ;-)

Jeg er I den grad optaget af garn ud af begge ører, og det er herligt, fordi jeg kan. Jeg nægter kategorisk at begrænse mig, og “lade være med at slå op til noget nyt før jeg har strikket denne her færdig” findes ikke hos mig. Jeg griber ideen når den er der, og det fungerer bedre end tossede regler, for det giver mig mere ro at strikke på lige det jeg har lyst til. Sjovt nok får jeg mange flere ting færdige i en ruf, end hvis jeg artigt sad og ventede de 75 timer på min Birch blev færdig, før jeg måtte starte på en ny sweater til drengene. Niks, det NU det skal sættes igang, for lysten driver værket så at sige.


Kommentarer

Populære indlæg